En maler og en billedhugger

11.11. - 03.12.2004

Flensborg Bibliotek
Norderstraße 59
24939 Flensburg
Tyskland

Holger Jaffke og Erik Bruun Mortensen, to Århus-kunstnere, udstiller på Dansk Centralbibliotek, Flensborg.

ÅBNING
nov
10
19:30

Holger Jaffke er oprindelig sydslesviger og på det seneste kendt her for sit store værk, det 5-delte maleri, Corona Borealis, der hænger på Flensborg Hus. Han er en erfaren maler med en omfattende produktion bag sig samt utallige udstillinger og udsmykningsopgaver. Det er derfor med stor forventning, vi kan se frem til de billeder, han har skabt specielt til denne udstilling. Holger er kolorist til fingerspidserne med en fin nerve for lysets vibreren i farveklange og abstraktioner.

Holger Jaffke er født i 1947 i Flensborg, hvor han har gået i dansk skole. Efter dekoratørlære i 1963 - 66 videreuddannede han sig på Holbæk Kunsthøjskole i 1972 og afsluttet med en akademiuddannelse på Det jydske Kunstakademi i 1973 - 77 i Århus.

Billedhuggeren Erik Bruun Mortensen kommer fra den anden ende af landet. Han er født i Birkerød i 1955. Har uddannet sig på Kunsthøjskolerne Holbæk og Holstebro, og senere i 1979 - 80 på Århus Kunstakademi hos Wienberg Jensen. Efterfølgende har han i en del år arbejdet i Italien, i Pietrasanta, bl.a. som assistent for Jørgen Haugen Sørensen.

Han udtrykker sig i både marmor, granit og bronze; ofte i en kombination af disse materialer. Formsproget er såvel abstrakt som symbolladet. En af hans store værker knytter an til arkitekturformer og bærer titlen: Porten fra og til. Det er ligeledes med stor forventning, vi ser frem til det udvalg, han har foretaget til dette arrangement. Som ·Holger har også han en omfattende udstillingsvirksomhed bag sig samt mange udsmykningsopgaver.

Udstillingen åbnes af Harry Jensen og der er musikalsk underholdning ved Morten Rasch. Foreningen er vært ved et mindre traktement.

Udstillingen kan ses til og med 3. december 2004, mandag til fredag kl. 9-18 og lørdag kl. 10-15.

NB. Der er pressemøde i udstillingslokalerne onsdag d. 10.11.04 kl. 15.

Farver og former Hans Chr. Davidsen 15/11/2004