Niels Reumert er en dansk maler og grafiker, uddannet på Kunstakademiet 1969-74. Han debuterede 1971 med kunstnersammenslutningen Violet Sol. Maleriernes udtryk er ekspressivt, med tydelige penselstrøg, og har ofte masken som motiv, hvilket især peger tilbage til Egill Jacobsens arbejder. Farverne er rene og anvendes ofte stærkt kontrasterende.
Birthe Sahl er særlig kendt for sine unikke keramiske smykker. Hun arbejder primært med halskæder og armbånd af porcelænsperler med en righoldighed af former og farver opnået gennem højt udviklede teknikker for formgivning, glasurer og brænding. Birthe Sahl fascineres og inspireres til stadighed af de keramiske perlers utallige udtryksmuligheder, som også kommer til udtryk i fremstilling af en mangfoldighed af porcelænsknapper.
Udstillingen åbnes af maler og grafiker Viggo Böhrnsen Jensen, musikken leveres af Helge Schmedeke og Kai Stemmler og foreningen er vært ved et lille traktement.
Udstillingen kan ses til og med den 15.2. 2012, mandag til fredag kl. 9-18, lørdag kl. 9-14.
Entré er gratis. NB der er pressemøde i udstillingssalene onsdag d. 18.1.2012 kl. 15.


